Emilia Van Hauen og begærsøkonomien
CVA er ude med endnu en elegant analyse:
Eksempler på elementer af hjemlighed i field’s
- Besøgende der ligger overtøjet i garderobeboksene, når de skal shoppe
- Legende børn. Nogle gange legende med det legetøj, man forestiller sig, deres forældre netop har indkøbt til dem i Toys’R'Us. Capella Play-legelandet i på plan 2 er et eksempel på børnehavelighed i field’s.
- Møblet uden for Bolia-butikken, på plan 1, der er designet, til at man næsten kan ligge helt ned, og som også bliver anvendt til dette (foruden til leg af børn). Nogle gange bliver møblet måske anvendt til decideret søvn.
- Arne Jacbobsen-Loungen, der, foruden et vist element af museum, i indretning har et klart aspekt af dagligstue-simulation, og også bliver anvendt som sådan. Mest markant eksemplificeret ved kvinden, der sidder og ammer sit barn.
adskillelser og sammenhænge
Der er to forskellige (illusioner om, kunne man argumentere for) adskillelser/afgrænsninger, der kendetegner en gængs vestlig (cartesiansk og liberalistisk?) subjektopfattelse: Bevidsthedens autonomi i forhold til kroppen og det enkelte individs uafhængighed af de andre.
Hos Merleau-Ponty (i min forståelse, på baggrund af det, indrømmet perifere kendskab, jeg har til ham) falder kritikken af de to aspekter i nogen grad sammen, når der argumenteres for at kroppen, som for det første har primat i forhold til erkendelsen, endvidere er ude i verden og derfor en del af verden, og i en hvis forstand, sammen med andre kroppe, tilhørende verden. Vi er således alle hinandens, ligesom vi alle er en del af hinanden.
Sød titel, på sød sang fra, forestiller jeg mig, sødt indieband
“I Don’t Need Love, I’ve Got My Band”
Jeg ville have skrevet, at jeg syntes der var noget smukt og sympatisk over dybt funderede homosociale fællesskaber, men så kom jeg til at kigge på billederne og så, at der også var en pige med i bandet. Piger er dog også søde.


